Produkt

KlappentextRomanen er en fiktiv og anderledes krimi og samtidig en kærlighedsroman. Bogens hovedpersoner er den kvindelige fængselsbetjent Mia Rye og kriminalbetjenten Michael Sønderholm. De mødes i en sag om en dræbt person i en togulykke. Meget tyder på at det drejer sig om et selvmord, men kriminalbetjent Michael Sønderholm har en formodning om, at det snarere drejer sig om et overlagt mord. Navne, adresser, byer og land er fiktive.

Ingrid Helbl f.1938 i Horsens. Keramisk værksted 1975 -1995 Billedhuggerlinien Århus Kunstakademi 1985,86 Udstillinger med maleri og skulptur i ind-og udland. Har skrevet seks børnebøger og en digt og essays samling.

Details

Weitere ISBN/GTIN9788743038603

ProduktartE-Book

EinbandartE-Book

FormatEPUB

Format HinweisePub Wasserzeichen

Verlag

Books on Demand

Erscheinungsjahr2022

Erscheinungsdatum19.05.2022

Auflage1. Auflage

Seiten212 Seiten

SpracheDänisch

Artikel-Nr.9390070

Rubriken

Genre9200

Inhalt/Kritik

Leseprobe

Mia står foran spejlet i nattøj og mønstrer gengivelsen af sin figur. Hun har taget på, kan hun se, men der er altså også muskler, og muskler vejer mere end fedt.

Nej, hun er stadigvæk slank og ser ungdommelig ud med sine 54 år.

68kg.er da meget fint og ikke for meget.

Der er noget sportsligt over hende, selvom hun ikke dyrker nogen form for sport. Hendes arbejde som fængselsbetjent har været med til at give hende en del muskler.

Hun stryger sig med hænderne over ansigtet, prøver at rette en lille rynke ud mellem øjenbrynene, men den er vist kommet for at blive.

Hun er ikke tilfreds med de sorte rande under de blågrønne øjne, hvilket skyldes at hun sover dårligt om natten.

Det har været en hård vagt i dag,10 timer i træk.

På fængslet fra kl.14 til 24, derefter en køretur på 63 km fra Kiel hjem til Slesvig. Til nat havde hun gået sin runde sammen med kollegaen Werner på gangen med særlige farlige kriminelle.

De skulle slukke lyset på fængselsgangen, inspicere cellerne til nat og også dele medicin ud til de seks fanger der var på denne afdeling.

Da de kom til den sidste celle blev der ikke svaret, så de fik travlt med at få celledøren op.

Ingen af dem havde regnet med det syn der mødte dem, Mia havde tænkt, at fangen sikkert allerede var faldet i søvn.

Fangens kraftige krop dinglede ned fra loftet i noget kabel, døren stødte imod ham, da de lukkede celledøren op. Der kom rallende kvælningslyde fra ham, og han søgte selv panikslagen at få ledningen af halsen.

Werner havde reageret lynhurtigt, råbte til Mia om at holde om fangen, imens han selv prøvede på at skære kablerne over. De fik alarmen i gang og der kom hjælp, der blev ringet efter både politi og ambulance som tog sig af det videre forløb.

Mia sukker, hændelsen har taget hårdt på hende og på hendes kræfter. Fangen var fed og tung og de baksede længe med ham, inden han kom fri af kablet.

Før de gik fra arbejdet, fik de meddelelsen om, at han overlevede sin hængning. Man mente, at han først havde iscenesat den, da han hørte dem komme gående ude på gangen. Men det var i sidste øjeblik de havde fået ham ned.

Mia tager sig et glas hvidvin og går i bad, bagefter føner hun sit lange mørke hår, - som til daglig er opsat, - skiftevis med slurke af endnu et glas vin.

Liggende i sengen kan hun ikke finde ro. Hun ser fangens ansigt for sig, hans rædsel og kamp for alligevel at ville overleve. Han havde lavet stuntet, fordi han var blevet nægtet udgang den følgende lørdag. Hun må til sidst op og finde en pille for at falde i søvn.

Mia vågner ved at sneen pisker ind på ruden. Hun har sovet tungt og har hovedpine, men i dag er det Fredag og fridag, så hun dykker ned under dynen igen.

Hun håber bare at hun ikke bliver kaldt på arbejde på sin fridag. Der er stor mangel på fængselsbetjente, så de har alle pligt til at møde op, hvis der er kollegaer der har sygefravær.

Telefonen ringer, Mia sætter sig op og finder den nede på gulvet. Der er næsten ingen strøm på mobilen, kun 10 procent og det er Sara der ringer, så det vil ikke slå til. Men så er der en grund til at holde op med snakken der ofte løber løbsk.

- Hej Mia,
det er Saras blide røst der lyder opstemt.

- Det er så i dag, fredag vi skal ud at shoppe. Er du frisk?

- Ja, og dog, jeg har en hamrende hovedpine, men jeg tager et par piller, så går det nok.

- Godt, skal vi sige, vi mødes på stamcafeen kl.14 og får en cappuccino, og så skal vi også lige have snakket om i morgen.

- Fint, jeg kommer, nu er der ikke mere strøm på mobilen, vi ses, -hej.

Mia henter opladeren og sætter mobilen til, sætter kaffemaskinen i gang og smører sig et rundstykke.

Det er lidt tørt. Det er vist også et par dage gammelt, sådan som det knaser og smuldrer under hendes fødder, da hun taber et stykke på gulvet.

Hun sætter sig med kaffen og falder i staver. Hun er glad for sit nye hus, selvom det slet ikke kan måle sig med det andet, hun solgte for et år siden. Efter sin mands død var der meget der skulle ordnes, ting som han plejede at tage sig af. De havde for flere år siden i fællesskab besluttet at flytte til Slesvig, de havde flere venner som boede her. Her var rigtig mange danskere og de fleste tyskere her talte også dansk. De selv var gode til det tyske sprog.

Mia ser ham for sig og savner ham og hans gode humør, som svandt på et splitsekund.

Ser ham for sig komme hjem fra sygehuset efter en harmløs undersøgelse, hvor han havde fået en frygtelig sandhed at vide. Operation dagen efter og en dødsdom der lød på højst seks måneder tilbage at leve i.

Mia rejser sig, klæder sig på og stirrer ud på sneen, der vælter ned. Men tankerne vender tilbage omkring Toms kræftsygdom, og hendes skænderi med overlægen for halvandet år siden.

De var faktisk rigtig oppe og skændes. Tom var i den sidste fase, man holdt op med at give ham mad, han fik kun vand.

Tom nægtede at give op, troede til det sidste, at han ville overleve. En overlæge havde på stuegang ment, at man den følgende dag skulle prøve at give ham et måltid mad intravenøst, noget lægerne i spøg kaldte bøf på flaske, noget med en masse proteiner, og noget der havde vist sig at være effektivt og livsforlængende.

Det positive svar fra en medlidende og rar læge gav Tom lidt fornyet optimisme. Hans tarme kunne ikke optage maden med sonde, som var den metode der ellers blev brugt.

Da morgenen kom, der var afsat til Toms intravenøse måltid, der skulle ske igennem en åre, meddelte en sygeplejerske at det ikke kunne lade sig gøre.

Den økonomisk ansvarlige overlæge havde nægtet at give ham maden på den måde.

Mia havde opsøgt ham på hans kontor og forklaret, hvor meget det betød for Tom at prøve denne intravenøse måde at få mad på, i håb om at leve bare lidt længere.

Overlægen var ikke til at snakke med, han holdt på sit, at det ikke nyttede noget, at det ikke kunne betale sig, at det var en dyr metode.

Det var dyrt og nyttesløst i betragtning af, at Tom var døende, havde måske kun en uge tilbage at leve i. Lægen virkede hård på en overlegen måde, så hun havde følt sig som en underdanig tigger.

Lægen sagde at hun havde presset personalet til denne handling, hvor Mia målløs forklarede, at det var en overlæge på stuegang, der helt af sig selv havde ment at det intravenøse måltid ville være til gavn for Tom.

Den uretfærdige beskyldning slog håbet til jorden og Mia forlod lægens kontor grædefærdig.

Det var frygteligt at se Toms skuffelse, og Mia måtte lyve og sige til ham, at han bare skulle vente til lidt senere, så ville man sikkert gøre det.

Alle de løgne hun brugte for at trøste. Hun havde tænkt igen og igen, at selv en dødsdømt fange får lov til et sidste måltid, inden han henrettes, så hvorfor i helvede kunne man så ikke, også selvom det var nyttesløst og dyrt, give en døende et sidste måltid, for ikke at skuffe ham sådan.

Og skuffet blev Tom, så meget at han ikke talte mere og opgav kampen et par dage senere.

Han havde håbet, at hans mor kunne nå at komme og sige farvel.

Hun var syg, ville komme så snart hun var rask nok.

Mias stærke mand, som altid havde været der til at beskytte hende, var nu kun lidt aske i en lerkrukke.

Hadet til lægen var hun ikke endnu kommet af med.

Hun følte en forbitrelse mod ham så stærk, som hun aldrig før havde kendt til.

Hun kunne slå ham, slå ham ihjel, ville have ham til at lide på grund af hans ufølsomhed.

Mia kan tydeligt se ham for sig, han havde et meget markeret ansigt. Underligt nok kan hun ikke mere huske hans navn.

Vi er på en enestue, jeg har været indlagt her sammen med dig i tre uger.

Rummet er lille, men bliver mindre og mindre for hver dag.

Det er som om murene trækker sig sammen om os og presser åndedraget ud af os.

Du ligger i sengen bleg og stille, vi kan ikke mere tale sammen.

Jeg går hen til sengen og tager din hånd, der er lukket så hårdt i. Jeg borer mine fingre ned imellem dine, så vi til sidst holder i hånd.

Jeg tørrer det grønlige slim væk fra din mund og hvisker til dig.

Det er sent på aftenen, måske nat. Jeg kan høre svage lyde ude fra...
mehr

Bitte warten - die Druckansicht der Seite wird vorbereitet.

Liget på perronen

Verfügbare Formate

Produkt

Inhalt/Kritik

Autor

Skeletkælderen

Ørnens mission

Den rustne nøgle

Ramt af minder

Services

Infos

Über uns

Leistungen

Newsletter

Zahlung