Hugendubel.info - Die B2B Online-Buchhandlung 

Merkliste
Die Merkliste ist leer.
Bitte warten - die Druckansicht der Seite wird vorbereitet.
Der Druckdialog öffnet sich, sobald die Seite vollständig geladen wurde.
Sollte die Druckvorschau unvollständig sein, bitte schliessen und "Erneut drucken" wählen.
E-BookEPUBePub WasserzeichenE-Book
514 Seiten
Dänisch
Books on Demanderschienen am14.08.20221. Auflage
Følg med på Astrids spændende rejse gennem vikingetiden. Om at kæmpe for sig selv som kvinde i et meget mandsdominerede samfund og tid. Om at holde sammen på familien. At kæmpe for en bygd i Norge. Følg med under togter, familie kriser, elskov, kampe og meget mere. Om at overtage et lederskab af bygden efter sin alt overskyggende far.

Dette er første bog af Dorthe Paulsens fiktionsroman om vikingekvinden Astrid fra Tronhjem i Norge. Dorthe er 53 år gammel, Dorthe har en stor passion for vikinger, og derfor kom der en inspirationen og passionen til at skrive Astrid.mehr
Verfügbare Formate
BuchKartoniert, Paperback
EUR34,40
E-BookEPUBePub WasserzeichenE-Book
EUR24,99

Produkt

KlappentextFølg med på Astrids spændende rejse gennem vikingetiden. Om at kæmpe for sig selv som kvinde i et meget mandsdominerede samfund og tid. Om at holde sammen på familien. At kæmpe for en bygd i Norge. Følg med under togter, familie kriser, elskov, kampe og meget mere. Om at overtage et lederskab af bygden efter sin alt overskyggende far.

Dette er første bog af Dorthe Paulsens fiktionsroman om vikingekvinden Astrid fra Tronhjem i Norge. Dorthe er 53 år gammel, Dorthe har en stor passion for vikinger, og derfor kom der en inspirationen og passionen til at skrive Astrid.
Details
Weitere ISBN/GTIN9788743039471
ProduktartE-Book
EinbandartE-Book
FormatEPUB
Format HinweisePub Wasserzeichen
Erscheinungsjahr2022
Erscheinungsdatum14.08.2022
Auflage1. Auflage
Seiten514 Seiten
SpracheDänisch
Artikel-Nr.9780403
Rubriken
Genre9200

Inhalt/Kritik

Leseprobe


Vi var på vej ud af fjorden, min far vidste ikke at jeg var taget afsted, jeg ville vise ham, at en datter også kunne være en god viking. Jeg vidste godt at hans planer med mig var anderledes, men håbede han ville skifte mening, når han så hvad vi forhåbentligt kom hjem med til bygden. Vi skulle gerne komme tilbage inden den hårde vinter satte ind.

Jeg gemte mig stadigvæk under noget af provianten som vi havde med, skulle være sikker på at vi var så langt ude af fjorden, at de ikke vendte om for at aflevere mig tilbage, jeg kunne mærke hvordan adrenalinen susede igennem mig, og hvordan jeg virkelig bare håbede på at min plan ville lykkedes. Jeg var bestemt på dette, var afklaret med at jeg måske kom i en kamp med Leif, som var den mand min far havde betroet dette togt til, jeg vidste at Bjørn måske kunne give mig problemer, endda til kamp, hvis jeg var meget uheldig. Jeg havde en fornemmelse af, at Bjørn godt kunne lide mig, måske var han endda lidt lun på mig, det føltes sådan, når jeg kunne mærke han betragtede mig med de store isblå øjne og det lange lyse hår, som tit flagrede i vinden, jo, jeg havde skam bemærket Bjørn og set hvordan han tog blikket ned, når vi ikke var helt alene. Nok meget forståeligt, min far var ikke altid en rar mand, hvis han ikke ønskede det, og sådan var det desværre tit. Derfra hvor det meste af mandskabet kom fra, kunne de ikke regne med at min far ville acceptere deres anmodning om at blive gift med mig, det kunne i værste fald koste dem livet, så jeg kunne godt forstå at de kiggede ned, hvis vi fik øjenkontakt.

Bjørn var ikke helt som de andre, det vidste jeg, jeg havde set ham slås på pladsen, hvor de øvede nogle nye teknikker. Jeg var lidt betaget af Bjørn, så jeg håbede ikke at han ville give mig problemer, eller vi fik nogle unødvendige konfrontationer, det ville være så ærgerligt.

Min far havde fået den gode idé at jeg skulle giftes med Erik fra Nordlandet, jeg så ham for 2 år siden, tænk sig det var ikke forelskelse ved første blik fra min side.

Han sad der og stirrede på mig og min ældste søster, med de der stikkende onde øjne. Man kunne næsten mærke hans hænder på vores bryster, han var ikke vasket, eller pæn overhovedet, han drak masser af mjød, og det endte med at han lånte en træl af min far, som han kunne sove med.

Nu hvor min ældste søster var blevet gift til anden siden, mente min far at det var min tur til at blive gift, nu hvor jeg var blevet 16 år, men Erik var altså ikke min drøm, jeg havde slet ikke en drøm om at blive gift.

Havde altid interesseret mig mere for at være sammen med drengene i bygden, at kæmpe med svær og kaste med knive, jeg havde altid kunnet klare mig, ret godt endda. Havde ikke så meget frygt, temperament og stædighed fyldte meget mere i min personlighed, og stolt var jeg nok også, mente nogle. Jeg var ikke den smukkest af pigerne, men der blev alligevel kigget en del på det lange dybrøde hår og de mørkegrønne øjne, jeg var meget høj og slank.

Adrenalinen var ikke så høj længere, jeg kunne mærke hvordan jeg fik en underlig fornemmelse i min mave, jeg kunne ikke se derfra hvor jeg lå, om vi var kommet ud af fjorden, men efter min mave at dømme, tænkte jeg, at jeg var ved at blive søsyg, og at vi derfor måtte være nået ud til det åbne hav, der havde jeg ikke været siden jeg var helt lille. Mest inde i fjorden, så jeg glædede mig til at se alt det jeg havde hørt så meget om, de kæmpestore bølger, de store hvaler, at man ikke kunne se land uanset hvilken retning man så i. Jeg ville vente lidt endnu, inden jeg gav mig til kende, skulle være sikker på de ikke vendte om.

Jeg kunne høre hvordan Leif råbte til besætningen, hvordan de skulle ro, hvor hurtigt og hvor mange. Kunne hører hvordan mandskabet allerede nu var godt i gang, hvor var de dog stærke og gode til at samarbejde, det måtte være hårdt.

Jeg forsøgte at bide søsygen i mig, det var ikke nemt, det var som om min mave havde sit eget liv, jeg kunne ikke styre det og til sidst måtte jeg give efter, jeg skulle simpelthen kaste op, og blev nødt til at give mig til kende for at kunne komme op til kanten, for det var ikke så smart at kaste op nede i provianten. Jeg tog tæpperne væk fra mig, og fik øje på en spand som jeg kunne få fat i, da jeg ville tage spanden, fik jeg øjenkontakt med Bjørn, som så meget overrasket ud, jeg greb spanden og kastede op.

Jeg kunne se på Bjørn at han holdt øje med om der var andre der havde set eller hørt mig, og det var der ikke lige nu, han kom hen imod mig meget hurtigt, skubbede mig ind i tæpperne og tog spanden og lod som om det var ham der var dårlig, jeg trykkede mig helt ned og forsøgte at få tæpperne over mig. Kunne hører hvordan besætningen grinede af Bjørn, da han hældte mit opkast ud i havet, kunne hører han satte spanden ned igen, ret tæt på mig. Jeg faldt lidt i søvn mens skibet gyngede afsted, jeg havde glemt at jeg ikke altid var så søstærk, og det åbne hav var ikke bedre end fjorden havde været på stormfyldte dage.

Jeg vågnede ved en lyd, som jeg ikke kendte, min mave var stadigvæk ikke i orden, jeg kunne hører at Bjørn diskuterede med Leif, de var lidt højlydte og de var ikke enige. Jeg forsøgte at finde ud af hvad de var uenige om, det var maden, for Bjørn ville ikke lade de 2 unge knægte tage noget af provianten for at sørge for mad til besætningen, for der lå jeg jo, de var meget højlydte.

Til sidste forklarede Bjørn så Leif, at Astrid lå i provianten, at jeg var taget med som blind passager, man kunne hører Leifs dybe stemme langt ud i det fjerne, han var meget vred og tordnede hen imod mig, pludselig kunne jeg mærke at han greb fat i mig med den ene hånd omkring min arm, og med den anden hev han tæpperne væk fra mig, han skældte mig ud og tog til sidst ved mig og satte mig ved resten af besætningen og sagde hårdt til mig, hvis du vil være her må du arbejde som de andre, hvis ikke får du ingen mad og vand.

Jeg var nu ikke bange for Leif, jeg kiggede op af ham, rejste mig op og sagde, selvfølgelig vil jeg arbejde, men så skal du også. Jeg kunne se at dampen stod ud af ørerne på Leif, og jeg så hvordan han stod og knyttede sine næver, tog til sit svær, og bare kæmpede med hvad han lige skulle stille op i denne situation, uden at mandskabet mistede alt respekten for ham.

Det blev Bjørn der brød ind og sagde, vi skiftes altid her på skibet, nu sætter jeg mig ned og lærer dig at ro og de andre arbejdsopgaver som vi har her på skibet.

Sådan blev det, Bjørn lærte mig at ro, at lave mad på skibet, at binde sejl, at sætte kurs, kigge efter landmærker, ja der var næsten ikke det, jeg ikke lærte.

Vi havde sejlet i 10 dage, mine arme var ved at være lange, og vablerne inde i hænderne var ved at være hærdet, mine hofter var ømme, man sad ikke særlig godt, det var ikke det bedste mad og vi skulle snart se land, da vi var ved at rende tør for vand.

Jeg følte en frihed, en lettelse som jeg aldrig havde kendt til før, og jeg var helt vild med den følelse det gav mig. Der var ikke nogen fra besætningen som kiggede skævt til mig, men jeg kunne godt fornemme på Leif, at vi nok kom til at skændes noget mere, men jeg var klar og jeg var også ret sikker på, at vi ville komme til at kæmpe, på et eller andet tidspunkt.

Bjørn, hvad er det, der sker?

Du skal holde dig væk fra Leif, Astrid, sørg for ikke at blive alene med ham.

Bjørn kiggede på mig. Du er modigere end jeg havde regnet med, og du er stærkere end jeg havde forventet, du er klogere, du er helt sikkert kønnere end resten af mandskabet og dermed også den farligste ombord på dette skib!

Jeg kiggede op på den store lyse viking med de isblå øjne.

Jeg har da også lagt mærke til dig i lang tid?

Bjørns øjne blev meget mørke og han fik et lidt skarpt udtryk i sit ansigt.

Jeg vidste du var farlig, hvis jeg ikke passer på, kommer du til at koste mig mit liv.

Jeg kiggede på ham. Det håber jeg ikke, hvem skal jeg så sejle med.

Bjørn kiggede lidt forvirret på mig.

Vil du da med tilbage til Norge, jeg troede du bare ville væk fra Norge.

Nej da, jeg elsker Norge, jeg vil ikke være kone og rense fisk til en børneflok andre skal forsørge. Jeg vil se noget, opleve noget, skaffe ting til vores bygd, forsørge familierne i bygden, komme hjem med guld og sølv, og jeg regnede da med at du ville med,...
mehr